top of page

 

FORLADTE FACADER - transformation af en tilstand

integreret kunst

2015 - 2018, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn og Odsherred Kommune

Foto: Katrine Würtz Hansen

Vi er alle stødt på tomme huse og forladte facader på rejse gennem Danmark. Bygninger som er blevet efterladt og fortæller en historie om et liv, som ikke længere findes. Det kan være butikker, som har drejet nøglen om eller huse, der er blevet fraflyttet uden at få en ny ejer. Især i områderne udenfor de store byer finder vi bygninger, der står og forfalder. Disse huse er med til at understøtte den fortælling som gentages i de landsdækkende medier om et udkantsdanmark i krise.
 
Med kunst - og arkitekturprojektet Forladte Facader har arkitekt Ina Hjorth Jacobsen og billedkunstner Katrine Würtz Hansen taget initiativ til et projekt, som ser nye muligheder i bygningernes forfaldne ydre. Ambitionen er enkel. Kan man skabe positiv forandring ved at ændre bygningernes æstetik?  


Fælles for de tre værker, der udgør Forladte Facader er et fokus på bygningernes vinduer og døre. Husets åbninger der ellers vidner om liv og aktivitet, men som når huset er forladt har den modsatte virkning. Med udgangspunkt i vinduerne som en markør af det forladte, har Ina og Katrine skabt tre stedspecifikke installationer, der omdanner bygningerne til abstrakt æstetisk form. Transformationen er radikal. Ved at lukke alle husets åbninger, understreges det at de ikke længere er funktionsdygtige som bygninger, de har i stedet fået en helt ny betydning - som kunstneriske installationer.

 

Således er Forladte Facader med til at fortælle en ny historie om bygningerne og det lokalmiljø, som de er en del af. Som lysende overraskelser i landskabet er installationerne en invitation til omgivelserne om at se muligheder, og en påmindelse om hvor vigtig det er at give øjnene noget poetisk og nyt at se på.   Denne hjemmeside er en forlængelse af projektets overordnede formål - at formidle de potentialer som findes i lokalområderne og i de mange forladte bygninger over hele landet. Vores håb er at Forladte Facader vil inspirere, så der i fremtiden er langt flere, der har modet og lysten til at se det kunstneriske potentiale i de forladte bygninger. 

 

Vi har brug for flere overraskelser langs vejene.


Du kan følge projektet på Facebook og Instagram og læse meget mere på projektets egen hjemmeside.

IDÉ, KONCEPT OG UDFØRELSE / Ina Hjorth Jacobsen og Katrine Würtz Hansen

PROJEKTLEDER / Karoline Michelsen

STØTTET AF / Bikubenfonden, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, Dreyers Fond, Kulturaftale Nordjylland, Faaborg-Midtfyn Kommune, Odsherred Kunstråd og Statens Værksteder for Kunst.

bottom of page